Anna Margrethe Kristensen hædret med Nordstjerne-pris

Image
Simon Svensson fra Landsbyrådet overrækker Anna Margrethe Kristensen den gavekurv som ledsager årets Nordstjernepris.

En lokal ildsjæl, som er involveret i praktisk talt alt forenings-arbejde i Herskind og omegn, blev i lørdags hædret med Nordstjernen-prisen.

Landsbyrådet for Herskind, Skivholme og Herskind Heder, uddeler hvert år en pris, Nordstjernen, til en borger eller gruppe af borgere, der har udført noget ganske særligt for området.

I år gik prisen til en person, der i henhold til talen ved overrækkelsen i lørdags er i besiddelse af et hjerte af guld, et hjerte med plads til alt og alle. Og et hjerte som banker for lokalområdet.

»Årets modtager af Nordstjernen får prisen for lang og tro tjeneste, for det lange seje træk, for at være en af Tordenskjolds soldater gennem mere end 30 år, eller nok nærmere en af hærførerne,« sagde Simon Svensson i sin tale til prismodtageren Anna Margrethe Kristensen.

»Intet er for stort eller småt til at fange hendes interesse. Skal der byforskønnes, søges fondsmidler, pyntes til fest, laves mad, sættes pigsten, graves med spade, arrangeres møder eller vælges en bestyrelse, så er hun på pletten. Nogle gange er hun faktisk så hurtig ”fra ord til handling”, at vi andre har svært ved at følge med,« bemærkede Simon Svensson videre.

Han oplistede et udsnit af de bestyrelsesposter prismodtageren har eller har haft: Landsbyrådet, Spejderne, Herskind Grundejer- og Borgerforening, Brugsen, Herskindsigt, Støtteforeningen for Herskind Skole og Børnehus, Seniorklubben, Landsbysamvirket og ikke mindst Herskind Forsamlingshus.

»Hun kan ikke lade være«

»En aktiv kvinde som i mange år har gjort en særlig indsats for sit og vores lokalområde. Hun kan nemlig ikke lade være,« tilføjede Simon Svensson, og beklagede samtidig at han og det øvrige Landsbyråd havde ført hende bag lyset for at holde det hemmeligt, at netop hun skulle være årets modtager af Nordstjernen.

»En person som ellers altid er velinformeret og godt forberedt på det meste af det, som foregår heroppe i den nordlige del af Skanderborg kommune. Det har ikke været nemt at holde det hemmeligt. Vi siger tak for dit store engagement.«

Læs Galten Folkeblad 25. august 2021

Del på
Harlev Motion & Rocenter

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block

Vi samler statistik ved hjælp af cookies

-