De lokalhistoriske i Borum-Lyngby og Harlev-Framlev indbyder til en spændende aften om, hvad detektoren afslører.
Michael Rønde fra Galten går mange ture på markerne i Østjylland.
Med sig har han sin faste følgesvend, metaldetektoren. Og han finder virkelig ting og sager: Masser af jern og metal fra nutiden, selvfølgelig. Ind imellem en længe savnet vielsesring. Men af og til bipper detektoren også med danefæ – fine smykker og brugsgenstande fra oldtiden.
Seriøse detektorførere som Michael arbejder tæt sammen med museerne. For Museum Skanderborg og Moesgård er de efterhånden blevet uundværlige, idet de hjælper arkæologerne med at afsløre hemmeligheder under vores fødder.
Hør Michael Røndes spændende billed-fortælling om sin udforskning af et stort område omkring Borum, Harlev, Skovby og Galten. En egn hvor folk tydeligvis også var glade for at bo i middelalderen, bronzealderen og jernalderen.
Selv er Michael Rønde opvokset mellem Labing og Lyngbygård.
Alle er velkomne i Borum Forsamlingshus mandag d. 29. september kl. 19.30. Adressen er Borum Byvej 13. Der er gratis adgang.
