Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

OnlineAvis

Sådan gik 2017 i Bio Huset

2017 blev et lidt stille år i Bio huset.

»Hvordan var 2017 set med biografbriller? Det var faktisk lidt stille. Vi har i Bio Huset haft for mange af de stille aftener. Vores frivillige, som trofaste er mødt op for at sælge billetter og kioskvarer, har nogle dage skuet langt efter gæsterne,« konstaterer Tove Severinsen, formand for Bio Huset.

»På landsplan er biografsalget gået 7 procent ned, og hos os i Bio Huset med 8 procent. Ikke den store forskel, men vi har mærket nedgangen, og det er tydeligt, når vi kigger på tallene. Vi har simpelthen manglet en eller to store titler af den slags, der får hele Danmark i biffen.«

Begrundet håb om et bedre 2018

Bio Husets samlede billetsalg blev 14.616 mod 15.973 i 2016. Det giver en nedgang på 1357 billetter, svarende til 8,49%.

»Det var så året, der er gået og det kan vi ikke gøre noget ved mere. Men vi kan se ind i 2018, hvad skal vi forvente? Allerede nu er vi kommet godt fra land med mange forudbestillinger på 'Fifty Shades' hvor vi byder på forpremiere med tapas der er helt udsolgt,« fortæller Tove Severinsen.

»'En frygtelig kvinde', som vi vises i denne uge, forventer vi mange gæster til og det samme gælder 'Three Billboards outside Ebbings', som lige har fået de flotteste anmeldelser. Hvis vi ser lidt længere frem, kommer filmen om John Mogensen, 'Så længe jeg lever' med Rasmus Bjerg i hovedrollen, filmatiseringen af Jussi Adler – Olsens 'Journal 64', en ny 'Jurrasic Park', 'Mamma Mia - Here we go again' og mange mange flere. Så vi har de positive briller på, og håber at folk i lokalområdet husker på, at film skal ses i Bio Huset Galten,« siger Tove Severinsen. 

Stor MGP-fest i biosalen

Foruden biograf-delen venter der i februar et foredragsarrangement med forfatter Tom Buk-Swienty (se annonce side 2). Han er udkommet med en ny bog ”Det ensomme hjerte” som også er overskriften på foredraget, men ellers er han kendt for sine andre bøger om krigen 1864. 

For hele familien bydes der på MGP lørdag den 17. februar.

»Vi streamer det rigtige MGP i Aalborg, og håber på en fyldt sal med musikglade børn og voksne. Vi pynter op og gør det festligt, ser om vi kan gætte den rigtige vinder og sætter fine præmier på spil,« bebuder Tove Severinsen.

I samarbejde med Ældre Sagen får Bio Huset også besøg af Karin Flensborg med foredraget ”Kunsten at holde de unge ud” og i marts måned ”Wild - de sidste vilde steder”.

Bio Husets nye tiltag ”3 Skarpe” er kommet godt fra start. Til den første film, 'Kvinden fra Brest', kom der omkring 40 gæster. I februar gælder det den norske film 'Hjertestart', og i marts den pakistanske 'Brylluppet'.

De 10 mest populære film i Bio Huset i 2017
Far til fire - På Toppen 616 solgte billetter
Alle for tre - 598
Star Wars VIII: The Last Jedi - 488
Vaiana - 479
Den utrolige historie om den kæmpestore pære - 474
Aldrig mere i morgen - 408
Iqbal og Superchippen - 383
Du forsvinder - 362
Victoria og Abdul - 287
Biler 3 - 286

Læs Galten Folkeblad 16. januar 2018