Forfatterbesøg på Harlev Bibliotek

Image
Den anmelderroste forfatter Rasmus Daugbjerg fortæller om og læser op af sine anmelderroste romaner Rygtet (2021) og Trold (2022) ved en forfatteraften på Harlev Bibliotek onsdag d. 1. november. Foto: Lea Meilandt

Onsdag den 1. november klokken 19-21 får Harlev Bibliotek besøg af forfatter Rasmus Daugbjerg, der fortæller om og læser op af sine anmelderroste romaner Rygtet (2021) og Trold (2022).

Rasmus Daugbjerg er en usædvanlig fortæller med to korte bøger bag sig. Og hvilke bøger! Dem fortæller han om og læser op af på årets første novemberaften, hvor udskårne græskar stadig står foran mange af vores hoveddøre.

Daugbjerg er inspireret af eventyr, sagn og myter, skriver om en fjern fortid med trolde og knolde. Fortællingerne kunne være fra den jyske hede og skovstrækninger engang for længe siden. Men måske er de fra vores tid, hvor vi også kan blive bange. Man niver sig selv i armen. Er det virkelig skrevet af en ung dansker, født i Aarhus?

I debutbogen Rygtet (2021) ankommer en fremmed til en navnløs by, og straks slippes rygtet løs. Rygtet er fortalt fra rygtets perspektiv. Den fremmede bliver gjort til genstand for byens had, kærlighed og venskab. Rygtedannelsen intensiveres og byens uhyrlige fortid dukker op som uhyggelige skikkelser og mærkelige hændelser. Her er djævle, præster, skovens mund, levende døde og giftige bær.

Sproget er poetisk og fortættet. Det er mystisk og trodsigt. Rygtet handler om magt, om at fortælle andres historier og om den smukke og voldelige melodi, som rygter er. Rasmus Daugbjerg er en ypperlig billedmager.

Seks stjerner i tre aviser

Jyllands-Posten gav Rygtet seks stjerner og skrev at Daugbjerg går sine egne uforudsigelige veje. Også Kristeligt Dagblad gav bogen seks stjerner og kaldte den vildt original. Og Politikens anmelder skrev: Rasmus Daugbjergs foruroligende debutroman er en mørk og dyster kollektiv-fortælling om sladder i en landsby. En levende enhed af stemmer og sprog. Og gav den også seks stjerner.

Enhver forfatter bliver stolt over så mange stjerner og flotte anmeldelser. Men de kan også udløse et voldsomt forventningspres hos en debutforfatter. Hvordan leve op til læsernes forventninger? Hvad med den svære to'er?

Kort og fortættet

I 2022 udkom Rasmus Daugbjergs seneste bog: Trold. Igen en kort og fortættet bog, men anderledes end den første. Her fortælles om en trold i skoven. Hendes skæbne er bundet til jorden. Når menneskene fra byen gør naturen fortræd må trolden straffe dem. Langt derfra sidder en magtsyg konge. På hans befaling slagter menneskene dyrene og fælder træerne. I takt med at de udpiner jorden, bliver troldens hverv tungere: Hun må slå dem alle ihjel, hvad enten hun vil det eller ej.

I byen er menneskenes liv præget af rædsel. De frygter kongen, der tvinger dem til at arbejde, og de frygter troldens straf, når de følger kongens befaling. Efterhånden som ressourcerne forsvinder, bliver menneskenes handlinger mere og mere desperate i forsøget på at få livet til at hænge sammen.

Trold er en moderne naturhistorie, der igen med træk fra eventyr og myter skaber sin helt egen stemning og logik. Men den er langt mere end et lærestykke med en velkendt pointe.

Romanen er smuk og klar, skildrer menneskeheden udefra, set fra en trolds perspektiv. Som trold er det blevet hende pålagt at hævne sig på menneskene. Det er ikke noget, hun gerne gør, tværtimod. Hun er som ramt af en forvandling i form af en såkaldt bøddelkjole, der har slynget sig omkring hende og gør hende i stand til at høre menneskene gø inde i sit hoved, når de gør naturen fortræd. Og så er det, at trolden skal straffe dem med døden.

Trold foregår i en verden, der til forveksling minder om det førindustrielle landsbysamfund, som også debutromanen Rygtet udspillede sig i. Menneskene i Trold lever af jorden, retter sig efter, hvad der bliver sagt i kirken og frygter skoven og det, den kan skjule. Folk sulter, de bliver syge og dør, og de bliver vanvittige.

Daugbjerg modtog i sommer Michael Strunge-Prisen for romanen. Priskomitéen fremhævede at romanen er urovækkende og fortvivlet og samtidig bevidstgørende og mobiliserende, og det er helt uden at være moraliserende.

Harlev Biblioteks Venner står for arrangementet i samarbejde med Harlev Bibliotek. Der er gratis adgang, men deltagelse kræver tilmelding på Harlev Biblioteks hjemmeside eller hos bibliotekaren senest 29. oktober.

 

Del på

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block

Vi samler statistik ved hjælp af cookies

-