Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

OnlineAvis

Stjærs herrer straffede konsekvent modstandernes fejl

Håndbold:
STJÆR BK
U12-piger:

TMG, Mårslet 1 – Stjær BK 1 (3-14)

Der skulle gå hele 17 minutter, inden TMG, Mårslet fik scoret deres første mål. Til gengæld kneb det også for Stjærpigerne at få scoret i den anden ende, så det var en noget mager føring til Stjær ved pausen på kun 4-1.

2. halvleg var som en hel ny kamp; forsvaret fungerede stadig godt, men heldigvis kom angrebsspillet også rigtig godt igang fra starten af 2. halvleg og på 10 minutter fik man scoret hele 6 mål til en føring på 10-1. 

Herefter lykkedes det TMG at få scoret et par lette mål, inden forsvaret og målmanden igen kom til at stå rigtig, og i de sidste 8 minutter lykkedes det ikke modstanderne fra Mårslet at score, mens Stjær til gengæld fik puttet 4 mål i kassen.

Med sejren ligger holdet på en sikker førsteplads, og det skal gå rigtig galt, hvis denne placering ikke holder, når turneringen slutter til jul - samtidig skulle det meget gerne betyde, at holdet kommer til at spille i A-rækken efter jul.

TMG, Mårslet 2 – Stjær BK 2 (10-8)

Det var en af de dage, hvor Stjærpigerne havde meget svært ved at komme i gang, og efter 12 minutters spil var stillingen 3-3. Desværre glemte Stjærs at få lukket ordentligt af i forsvaret, så man måtte gå til pausen bagud med 6-3. 

Efter 5 minutters spil i anden halvleg var Stjær pigerne bagud med 8-4, og det hele så rigtig sort ud, men heldigvis kom pigerne igen, og efter et par kontra mål efter flot sammenspil af Sofie og Naja, kom holdet ind i kampen igen, men desværre nåede man ikke helt op, men en rigtig god indsats i anden halvleg, hvor lidt mere held i afslutningerne godt kunne have givet en sejr.

Damer:
Stjær BK 1 – ASA, Århus 4 (23-24)

Efter en kneben sejr i en meget uskøn affære med ufatteligt mange tekniske fejl af Stjærs damer i Frederiksberg Hallen tirsdag aften, var der spænding på inden returopgøret i Stjærhallen søndag eftermiddag. Det kunne da i hvert fald ikke blive værre!

Stjær lagde ganske fornuftig ud, og kom hurtigt foran 3-0, og så gik det hele i stå. Der var for lidt aggressivitet og opfindsomhed i angrebsspillet, og da forsvaret heller ikke var helt på tæerne blev det hele vendt, og med nogle fæle scoringspauser betød det i stedet en stilling på 7-14. 

Med tre mål i rap fik Stjær dog hægtet sig på igen, og kunne nøjes med at være bagud 10-14 ved pausen.

Anden halvleg startede til gengæld godt, og Stjær kom bedre og bedre med, inden der så igen meldte sig en periode, hvor Stjærs damer var mere på den end med på den, og hvor hovedparten af spillerne virkede en anelse rådvilde. Det betød, at der igen blev 6 mål op, så selvom Stjær sluttede kampen rigtigt godt af, så rakte tiden ikke til helt at indhente det forsømte.

Det tabte point betyder, at ASA igen indtager pladsen lige over stregen, mens Stjær nu for alvor skal sørge for at lukke de kommende kampe med sejr.

Stjær BK 2 – Stautrup IF 2 (15-21)

Momentvis ganske udmærket spil og momentvis stor usikkerhed med deraf følgende boldtab. Det er vist det, der karakteriserer søndagens præstation af hjemmeholdet i returopgøret mod Stautrup, og der er vist ikke andet at sige end ”Op på hesten igen…”

Herrer: Stjær BK 1 – TMG, Mårslet 2 ( 33-16)

Stjærs herrer 1 har været igennem en stor udvikling fra at være et alibihold, der bare gjorde det nødvendige, til at været et kynisk ’straffe-hold’. 

I søndagens kamp mod TMG blev det virkelig præciseret. Stjær straffede den mindste fejl fra modstanderne, og Mikkel var ofte ’manden med leen’, men resten af holdet bød også godt ind. Disse herrespillere kan nå rigtig langt, hvis de fortsætter den disciplinerede indsats og virkelig VIL det.