Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

OnlineAvis
Stjærs U12-piger har leveret så gode resultater, at det ene hold har fået en plads i A-rækken.

God sæson for Stjær Boldklub

Målsætningerne for første halvdel af sæsonen er indfriet i Stjær Boldklubs håndboldafdeling.

Håndbold-formanden i Stjær Boldklub, John Laursen er en tilfreds mand, da målsætningerne for første halvdel af sæsonen er nået.

Klubbens bedste damehold skal efter årsskiftet spille om oprykning til serie 1, og samtidig har de stor succes i Jydsk Cup hvor de er klar til fjerde runde.

- Også 2. holdet hos damerne har gjort det godt i serie 3. Selvom holdet ikke nåede at komme med i oprykningsspillet til serie 2, så ser det rigtig fornuftigt ud for fremtiden, for holdet består af mange unge spillere, noterer John Laursen.

- Herrerne har også indfriet forventningerne, idet 1. holdet efter nytår spiller i serie 2. Bliver de blandt de bedste tre hold, så vil de efter den kommende sæson have sikret sig en plads i serie 2. Andetholdet skal spille i serie 3, hvilket var målet ved sæson start, men her i løbet af december har Stjær Boldklub fået tilgang af flere unge spillere, som banker på for at komme på førsteholdet, og på sigt vil det kunne betyde, at klubben får sit ønske opfyldt om at kunne stille med et ungt 2. hold, og et 3. hold bestående af lidt ældre spillere, der ikke har et ønske om at spille på 1. holdet, fortæller John Laursen.

Divisionshold in spe

Hos ungdomsholdene var U-16 drengene meget tæt på at komme med i AA-rækken, men manglede et enkelt point for at komme med i denne række.

- Heldigvis for det, for flere af spillerne går i denne sæson på efterskole og er dermed ikke til rådighed i alle kampene, men på sigt skulle der være mulighed for at klubben indenfor de næste to sæsoner vil kunne mønstre et divisionshold i disse årgange, forudser John Laursen-

Også klubbens to U-12 pigehold har indtil nu leveret nogle rigtig gode resultater, hvilket betyder at det ene hold har fået en plads i A-rækken. Efter planerne er det en sæson for tidligt, men pigerne har vist, at de godt kan spille lige op mod de store århusianske klubber. 

- Netop de to årgange, 1999 og 2000, som udgør U-12 pigerne, har klubben meget store forventninger til, og målet er da også, at når disse to årgange er samlet som U-14, er så gode at de vil kunne spille i divisionen, siger John Laursen.

Positivt er det også for Stjær Boldklubs håndboldafdeling, at man hos de yngste U-8 og U-10 piger og drenge har fået mange nye medlemmer.

Den nye sæson starter igen i den første weekend af januar, hvor de fleste af Stjærs hold skal i ilden.