Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

OnlineAvis

Stor interesse for Ellens Høj

Størstedelen af boligerne i første etape i det nye boligområde Ellens Høj i Skovby Nygård-udstykningen er solgt på få uger, og nu er byggemodningen gået i gang. 

»Salget er gået langt hurtigere end forventet,« siger adm. direktør Allan Børsting Laursen fra dinBOLI, der for få uger siden satte de første 15 nøglefærdige boliger til salg i boligområdet Ellens Høj, der får 74 boliger, når det står færdigt. 

Indtil videre er 10 af de 15 boliger i første etape solgte eller reserverede, og byggemodningen er gået i gang. 

»Der er ingen tvivl om, at kombinationen af arkitekttegnede, nøglefærdige boliger med et minimum af vedligehold og en flot beliggenhed i naturskønne omgivelser 12 minutter fra Aarhus er noget, der tiltaler mange familier,« siger Allan Børsting Laursen. 

Ellens Høj får tre boligtyper i form af udsigtshuse, dobbelthuse og tagterrassehuse, som alle kommer til at ligge på mindre grunde fra 200-500 kvadratmeter. 

Boligerne har alle tre terrasser og sælges komplet færdige med anlagte haver og læmure i mursten. 

Inspiration fra Bornholm

Boligerne kommer til at ligge tæt ved fællesområdet og et kommende fælleshus i Skovby Nygaard, hvor mere end 200 familier er flyttet ind de senere år. 

Husene er tegnet af det aarhusianske arkitektfirma Nodo Arkitekter, og inspirationen til området kommer blandt andet fra Bornholm.

»Ellens Høj er udviklet med inspiration fra små bysamfund som Dragør og Svaneke og får mindre opholdsgader, torve og stier, der er perfekte til fælles aktiviteter, samvær og leg. Centralt bliver en kirsebær-allé, der kommer til at gå gennem det meste af boligområdet,« siger Allan Børsting Laursen.

Bag dinBOLI står udover Allan Børsting Laursen den lokale landmand Jørgen Baastrup Nielsen og økonomen Dorte Jenning Sørensen, der alle har mange års erfaring med udvikling og salg af boliger.

Læs Galten Folkeblad 20. marts 2018