Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

OnlineAvis
Peter Hansen fra Storring hjælper både haveejeren og bierne, når han nænsomt indfanger en bisværm og fragter bierne til et nyt og mere passende hjem

Når bisværme rykker ind rykker Peter ud

Det er sæson for bisværme. Får man besøg af sådan en, er der hjælp at hente fra Storring hos biavler Peter Hansen.

Man kan godt blive lidt nervøs, når en bisværm på 20.000 bier pludselig vælger at slå sig ned i haven. Særligt når man netop denne dag har besøg af børnebørnene. 

Det var for nylig tilfældet for en lokal kvinde. Hun var ikke helt tryg ved situationen og kontaktede biavler Peter Hansen fra Storring.

- Hun var lidt nervøs ved alle disse bier, som havde sat sig i et træ i en stor klump. Desuden var hun ikke helt sikker på, om det var bier eller hvepse, men det viste sig at være en ganske pæn bifamilie på måske 20.000 bier, fortæller biavler Peter Hansen fra Storring, der som såkaldt »sværmhenter« står til rådighed for opgaver som denne.

 

Sværmhenterliste

Selvom bier i modsætning til hvepse er forholdsvis venligtsindede væsner, er det nok de færreste, der hilser en stor bisværm velkommen, hvis de slår sig ned i ens have. Er det imidlertid tilfældet, behøver man dog hverken kontakte politiet, Falck eller kommunen, som mange fejlagtigt tror. Derimod kontakter man en biavler fra sit lokalområde til at komme og hente bierne. Hvilke  biavlere, der står til rådighed figurerer på »Sværmhenterlisten«, som findes på Danmarks biavlerforenings hjemmeside.

 

Når bier rejser hjemmefra

Herpå figurerer Peter Hansen fra Storring. 

- Vi er kommet ind i sværmsæsonen for bier, der typisk er maj, juni og juli. Der sker det, at en frygtelig masse bier og en dronning rejser hjemmefra, og så finder de et eller andet sted at sætte sig, imens de leder efter et nyt bo. Herfra sender de "strejfere" ud for at finde et sted, og det er en interessant proces. De kan blive siddende der alt fra en halv times tid til flere dage, indtil de pludselig har fundet et sted, hvor de flyver hen, forklarer Peter Hansen.

- Det vi normalt ser er, at de som regel vælger en busk eller et træ, hvor de sidder og venter, men de kan også finde på at sætte sig på f.eks. en cykelsaddel eller sidespejlet på en bil.

 

Et lift til en stor familie

Bisværme kan bestå af alt lige fra nogle få hundrede bier og op til omkring 20.000 bier. Det var således en sværm af de større, Peter blev kaldt ud til i Hørning. Og det er en opgave, han gerne kaster sig over.

- Jeg synes jo, det er sjovt. Typisk medbringer jeg en kasse, og så tager jeg fat om grenen, de sidder på, og ryster dem ned i kassen. Derpå stiller jeg kassen på jorden med låget næsten hen over kassen, så resten af sværmen kan finde ind til dronningen. Hvis jeg får dronningen med ind i kassen, og det gør jeg som regel, så finder de andre bier ud af, at det er et godt sted at være, og så kalder de de andre bier til, fortæller den lokale biavler. 

Peter lader kassen stå nogle timer, indtil han er sikker på, at alle bier er kommet i. Så lukker han kassen godt til, inden han giver den omfattende bifamilie et lift hen til et nyt og mere egnet tilholdssted.

 

Dybt fascinerende

Peters egne bifamilier bor i bistader ude i den lokale skov, og det kommer der i følge Peter en helt fantastisk honning ud af. Han har dyrket biavlen på hobbyplan siden 1998.

- Bier gør ikke altid, som man forventer. Det er dybt fascinerende og meget afslappende, fastslår han passioneret.

Får man besøg af en bisværm kan man via hjemmesiden www.biavl.dk på "sværmhenterlisten" via sit postnummer finde en biavler for sit lokalområde, og bor man i Skanderborg Kommune eller den vestligste del af Aarhus Kommune kan man kontakte Peter på 2211 9611.