Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

OnlineAvis
Rasmus Steffensen ved VM 2017, hvor det blev til bronze for hold og en individuel fjerdeplads til Rasmus. Foto: Michelle Iversen

Låsby-gymnast modtager europæisk fan-pris

Med 51 procent af stemmerne blev tumbling-gymnasten Rasmus Steffensen fra Låsby en suværen vinder af fan-prisen 'Rising Star 2017'.

Blandt Europas talentfulde gymnaster, var seks nominerede til prisen som ’Årets Rising Star’ af det europæiske gymnastik forbund (UEG). 

Det danske tumbling-talent Rasmus Steffensen trak mere end halvdelen af de knapt 1500 afgivne stemmer til sig, og får dermed en flot og fortjent anerkendelse for sin indsats de seneste år.

»Jeg er vildt stolt af, at blive valgt til denne pris. Der følger rigtig meget anerkendelse med prisen, så stor tak til alle der har stemt på mig,« siger Rasmus Steffensen.

I efteråret var Rasmus med til at sikre Danmark den første VM-medalje nogensinde i tumbling, da han sammen med Anders Wesch, Adam Matthiesen og Rasmus Gaarde vandt VM-bronze for hold, ligesom han var meget tæt på medalje i den individuelle konkurrence. Her sluttede han på fjerdepladsen, slået med en meget lille margin af bronze-vinderen.

Om sit næste store mål siger Rasmus:

»Til EM i april, håber jeg både på finaleplads og medalje i den individuelle konkurrence, og så ser jeg rigtig meget frem til holdkonkurrencen hvor jeg håber på sammen med de andre danske tumblere, at vinde endnu en medalje til Danmark.«

Potentiale til verdens bedste

Landstræner Michael Moselund-Hansen er også glad for anerkendelsen af Rasmus' talent. 

»Rasmus er et usædvanligt talent, en helstøbt tumbler. Han har potentialet til at gå hele vejen og blive verdensmester en dag. Han skal dog fortsat lære at træne klogt. Med det mener jeg at han skal passe på sig selv, undgå skader og tænke på at der altid kommer en ny træning i morgen,« siger Michael Moselund-Hansen.

Rasmus Steffensen modtager officielt prisen 'Rising Star 2017' ved EM i Baku til april.

Rasmus Steffensen er 18 år og bor i Låsby. Han har altid haft stor interesse for at dyrkee gymnastik. Tidligere gjaldt det hovedsageligt opvisningsgymnastik, men i 2014 startede han til Tumbling hos gymnastikforeningen Silkeborg Pigerne & Drengene. 

Til dagligt arbejder Rasmus som murer ved Harald Røgen & Sønner i Stjær.

Læs Galten Folkeblad 23. januar 2018