Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

OnlineAvis
Julemarked Galten Lions 2011
Sidste år bidrog sne til at skabe stemning omkring Lions Julemarked på Torvet. Intet i vejrudsigten indikerer, at det skulle gentage sig i år, men det skal nok blive hyggeligt alligevel, når Lions og GMF i fællesskab sikrer at julen kommer til Galten.

Julemarked og juletræstænding på Torvet

Der er præmier og underholdning  i massevis når Lions Club Galten/Skovby  holder julemarked lørdag den 26. november på Torvet i Galten.

Igen i år samarbejder Galten Markedsføringsforening og Lions Club om afvikling af arrangementet,  og tidligere års arrangementer har vist at man sammen kan trække masser af besøgende til byen og i Lions-teltet på Torvet i Galten.

De fleste af byens forretninger holder åbent til kl. 15.00 og der vil være mulighed for at gøre en god handel  inden arrangementet slutter kl. 16.00 med at GMF-Nissefamilien hentes i hestevogn ved SuperBrugsen og køres til teltet på Torvet, hvor der uddeles slikposer, æbler og mandariner til alle børnene. Herefter tænder Nissefar juletræet – og ja, så blev det atter jul i den lille by Galten.

En sand gaveregn

GMF har kvitteret for samarbejdet med en sand gaveregn af meget flotte præmier. Præmierne uddeles i forbindelse med konkurrencer for børn og voksne og ved de 2 bankospil – alt sammen i Lions teltet på Torvet, hvor der også trækkes lod om 2 halve grise. 

- Der bliver samlet uddelt cirka 35 præmier, og da der på lodsedlen yderligere er 19 gevinster er vinderchancerne i år meget store, påpeger Carsten Brandt fra Lions Club.

Hovedpræmien er i år et gavekort på 5.000 kr. til 2tal, Galten Radio-TV. Vindernumre på lodsedlerne bekendtgøres i Galten Folkeblad.

Alle præmier kan frem til lørdag den 26. november ses i de tre vinduer på Søndergade 8 i lokalerne, der tidligere husede Galten Sko.

- Vi håber på godt vejr og en masse besøgende i byen og teltet og vil gerne takke Galten Markedsføringsforening for de mange flotte præmier, som er skænket af byens forretninger, siger Carsten Brandt, Lions Club Galten/Skovby og tilføjer.

- Samtidig er det vigtigt at påpege, at hele overskuddet fra julemarkedet, ligesom tidligere år, ubeskåret går til velgørende formål lokalt, nationalt og internationalt, så kom og støt vores arrangement.