Framlev kirke har problemer med hunde og tyve

Image
Framlev kirke har problemer med hunde og tyve
Graver ved Framlev kirke, Lars Reher og formand for kirke- og kirkegårdsudvalget, Ruth Kaae ved beslaget, hvor en af de stjålne projektører har siddet. Det er nu anden gang de to projektører, der kaster lys på Framlev kirke på de mørke aftener, er blevet stjålet.
Framlev kirke er kommet på kant med en eller flere ubetænksomme hundeejere.
De seneste par år har Framlev kirke oplevet et problem med at hundeejere ikke har fjernet hundenes efterladenskaber når de har besørget i forbindelse med hundeejernes besøg på kirkegården - med det resultat at personalet har skullet fjerne hundelorte.
I år har problemet tiltaget et så stort omfang at menighedsrådets kirkegårdsudvalg har fundet det nødvendigt at reagere.
»Det har været nødvendigt at opsætte skilte med forbud mod at medtage hunde på kirkegården. Baggrunden er den, at personalet i mange tilfælde har måttet fjerne hundelorte fra stier og gravsteder, når de er mødt på arbejde tirsdag morgen. Personalet har ikke været til stede fra arbejdstids ophør fredag – bortset fra kirkegang søndag. Kirke- og kirkegårdsudvalget fandt det derfor nødvendigt – både af hensyn til personalet og af hensyn til besøgende på kirkegården – at opsætte de omtalte forbudsskilte plus en krog til hundesnoren,« fortæller Ruth Kaae, formand for kirke- og kirkegårdsudvalget.
De vedtagne restriktioner i forhold til hundebesøg er øjensynligt faldet en hundeejer kraftigt for brystet.
I første omgang var der klistret et skrift med mishagsytringer op henover de omtalte forbudsskilte, hvilket personalet naturligvis pillede ned og ikke havde mulighed for at reagere på, da "afsenderen" optrådte anonymt. Det kan antages at være den samme som 14 dage senere helt har fjernet fodbudsskiltene, hvilket har karakter af hærværk eller selvtægt.
»Vi har ikke som sådan noget imod hunde, men det er ikke rimeligt at personalet skal gå og fjerne hundelorte og heller ikke at gæsterne på kan komme til at træde i dem,« siger Ruth Kaae.
»Tidligere har hunde også været velkomne, idet vi har gået ud fra, at folk havde hunden i snor og at man ryddede op efter sig,« siger Ruth Kaae videre og beklager at det med de nye regler har været nødvendigt at "straffe kollektivt" fordi nogen ikke kan finde ud af at rydde op efter sig. Man har imidlertid ikke set nogen anden mulighed, så indtil andet vedtages i udvalget må hunde ikke medbringes på kirkegården. 
Projektører stjålet for anden gang
Framlev kirkes trængsler begrænser sig i øvrigt ikke til hunde og deres herrer.
For et par uger siden blev kirkegården for anden gang bestjålet for de to projektører, der i den mørke tid oplyser kirken i aftentimerne.
De to halogen-projektører er skruet løs og fjernet. Derfor opfordres borgere, der færdes ved og omkring kirkegården til at være opmærksomme på, om der foregår mistænkelige ting og i givet fald lade et ord falde til en Ruth Kaae, formand for kirke- og kirkegårdsudvalget eller Lars Reher, graver ved Framlev kirke.
Fra graverens side lyder det, at de kommende projektører vil blive fastgjort med sikkerhedsbolte og om nødvendigt svejset fast således at man kan imødegå yderligere tyveri.
Del på

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block

Vi samler statistik ved hjælp af cookies

-