Fornem tredjeplads til Galten-farmaceut

Image
Fornem tredjeplads til Galten-farmaceut
En glad, rørt og ikke mindst stolt Galten-farmaceut efter præmieoverrækkelsen.
Projekt om medicingennemgang gav flot anerkendelse farmaceut på Galten Apotek
Farmaceut Kerly Maire Servilieri fra Galten Apotek er netop vendt hjem fra Bangkok, hvor hun deltog på en årlig konference for farmaceuter fra hele verden. Med sig hjem i bagagen har hun - foruden en stor oplevelse - også en flot tredjeplads for projektet om medicingennemgang, som hun har lavet sammen med kollegaen Kirsten Børgesen.
»Vi har undersøgt og målt, hvordan borgerne tager deres medicin, og om de bruger det rigtigt, samt om de får den rigtige sammensætning af medicin. Det har givet nogle interessante resultater, og det var dem, jeg præsenterede på konferencen,« forklarer Kerly Maire Servilieri.
I løbet af de tre dage, konferencen varede, fik Kerly Maire Servilieri mødt rigtig mange mennesker - der var i alt 80 farmaceuter fra Danmark samt flere hundrede fra hele verden. På andendagen blev Kerly og Kirstens projekt tilføjet en lille gul seddel.
»Det betød, at vores projekt var blevet nomineret. Det var kæmpestort, og det var så dejligt, at vores arbejde blev aner kendt,« fortæller en glad Kerly Maire Servilieri, som tydeligt er helt rørt.
To danskere nomineret
Projektet om medicingennemgang er foregået i samarbejde med Skanderborg Kommune.
»Vi har kigget brugernes patientjournaler igennem og snakket med dem om, hvordan de synes, det går med medicinen. Problemet er ikke bare, at mange lægemidler har bivirkninger, men også, at patienten jo kan købe noget i håndkøb, som lægen ikke kender til, og det kan påvirke effekten af de andre, receptpligtige lægemidler. Med vores målinger håber vi at kunne løse dette problem,« fortæller Kerly Maire Servilieri.
To danske projekter var nominerede til en pris, så der var spænding til sidste sekund.
»Det var et stort øjeblik, da vinderne blev udnævnt. Da han sagde, at tredjepladsen gik til Danmark, kiggede de andre danskere og vi på hinanden og holdt vejret. Det var meget spændende. Og da repræsentanten fra FIP (Den Internationale Organisation for Farmaceuter, red.) sagde mit navn, blev jeg vildt glad og overrasket,« siger Kerly Maire Servilieri.
Præmien bestod af et flot diplom samt et symbolsk beløb til Kerly Maire Servilieri.
Poster hænger i apoteket
Vel hjemme i og tilbage bag disken på Galten Apotek, har Kerly Maire Servilieri fået en masse tilkendegivelser fra kolleger i hele landet.
»Jeg føler mig lidt "kendt" inden for farmacibranchen, og det er lidt mærkeligt, at folk kommer og hilser på mig,« fortæller Kerly Maire Servilieri med et stort smil. Kerly er født i Brasilien, hvor hun også er uddannet farmaceut, men hun kom til Danmark for otte år siden, da hun fandt en dansk mand.
I dag hænger hendes poster, som hun præsenterede på konferencen i Bangkok, samt hendes diplom på væggen i Galten Apotek. Så kan Kerly Maire Servilieri og hendes kolleger samt kunder se den og beundre den flotte pris.
Kerly Maire Servilieri selv er stolt og rørt over den store anerkendelse og opmærksomhed, hun har fået. Hun håber, hun kan komme med til konferencen igen næste år, hvor den afholdes i Düsseldorf i Tyskland.
Del på

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block

Vi samler statistik ved hjælp af cookies

-